Ny lov om jordforurening i økonomisk belysning

Henrik Lando

No 2000-11, Working Papers from Copenhagen Business School, Department of Finance

Abstract: En ny lov om jordforurening blev vedtaget af Folketinget i maj 1999 efter

længere tids foregående lovarbejde og diskussion. Jordforureningsloven

vedrører den type forurening, hvor et pludseligt udslip af f.eks kemiske

produkter eller olie fra en virksomhed eller en privatperson (private

olietanke) trænger ned i jorden og evt. truer grundvandet 1 . Indenfor de

nærmeste år skal loven evalueres og muligvis revideres; i denne forbindelse

kan det være hensigtsmæssigt at se loven i et økonomisk-teoretisk

perspektiv, hvilket man kun i begrænset omfang har gjort hidtil.

Diskussionen om loven har været ført af jurister, og i denne diskussion har

økonomiske synspunkter (naturligvis) ikke været særlig fremtrædende.

Måske er der for få økonomer der beskæftiger sig med den direkte,

administrative, regulering af miljøproblemer. Som økonomer er vi trænet til

at se med skepsis på den direkte regulering, der er kendetegnet ved, at en

statslig myndighed fastlægger, hvordan en virksomhed skal handle. I følge

de økonomiske læreboger i miljøøkonomi er afgifter et bedre instrument

end direkte regulering, først og fremmest fordi afgifter er et mere

decentralt instrument, der bedre tager højde for at myndighedernes

information om virksomheders forhold er begrænset. Denne skepsis overfor

den direkte regulering er efter min mening fuldt berettiget; grønne afgifterer for mange typer forurening klart det mest egnede instrument, som bør

anvendes mere end tilfældet er i dag. Men lærebøgerne overser, at der

findes situationer, hvor afgifter kommer til kort. Når en virksomhed enten

ved et uheld eller forsætligt slipper et giftigt stof ud på jorden, er det ikke

kun selve brugen af stoffet der behøver regulering, men også den måde

brugen foregår på (medmindre man med afgifter vil udfase brugen af stoffet

helt, hvilket ofte ikke er hensigtsmæssigt). En afgift kan naturligvis

mindske brugen og dermed udslippets størrelse, men det afgørende er at

forhindre udslippet, dvs. at give incitament til forsigtig omgang med de

giftige stoffer. Når udslippet er sket, er det afgørende at sikre, at der bliver

ryddet op, inden stofferne når ned til grundvandet, og her er afgifter heller

ikke det rigtige instrument. Her må erstatningsregler og/eller regler der

giver myndigheder beføjelse til at rydde op eller diktere oprydning til. Da

opstår en række spørgsmål: hvornår bør myndighederne have kompetence

til at diktere oprydning? Er det f.eks. nok at udslippet er fundet på en

grund der tilhører en given virksomhed eller skal det kunne påvises, at

Keywords: Miljøøkonomi (search for similar items in EconPapers)
JEL-codes: A00 (search for similar items in EconPapers)
Pages: 15 pages
Date: 2000-11-30
References: Add references at CitEc
Citations:

Downloads: (external link)
http://openarchive.cbs.dk/cbsweb/handle/10398/7188 (application/pdf)
Our link check indicates that this URL is bad, the error code is: 403 Forbidden (http://openarchive.cbs.dk/cbsweb/handle/10398/7188 [302 Found]--> https://research.cbs.dk/)

Related works:
This item may be available elsewhere in EconPapers: Search for items with the same title.

Export reference: BibTeX RIS (EndNote, ProCite, RefMan) HTML/Text

Persistent link: https://EconPapers.repec.org/RePEc:hhs:cbsfin:2000_011

Access Statistics for this paper

More papers in Working Papers from Copenhagen Business School, Department of Finance Department of Finance, Copenhagen Business School, Solbjerg Plads 3, A5, DK-2000 Frederiksberg, Denmark. Contact information at EDIRC.
Bibliographic data for series maintained by Lars Nondal ().